Referater fra generalforsamling
Referat General Forsamling 19/11-20

REFERAT FRA ORDINÆR GENERALFORSAMLING

CROSSNORD 2020

Torsdag den 19. november 2020 kl. 19.00 afholdes 1. ordinære generalforsamling i CrossNords lokaler
Falkevej 20, 3400 Hillerød med følgende:


DAGSORDEN
1) Valg af dirigent og referent
2) Bestyrelsens beretning v/Frederik Boll
3) Aflæggelse og godkendelse af det reviderede årsregnskab for det forløbne år v/Frederik Boll
4) Aflæggelse og godkendelse af bestyrelsens forslag til kontingent og budget for det kommende år v/ Frederik Boll
5) Behandling af indkomne forslag - punktet udgår.
6) Valg til bestyrelsen
• Frederik Boll, genopstiller som formand - ingen modkandidater
• Niklas Frøkjær, genopstiller til bestyrelsen - ingen modkandidater
• Louise Boll, genopstiller ikke til bestyrelsen - se kandidatlisten
• Maria Wallin, genopstiller ikke til bestyrelsen - se kandidatlisten
7) Valg af en revisor (lige år) - bestyrelsen foreslår Marco Gall
8) Eventuelt


Formand Frederik Boll bød indledningsvis velkommen til CrossNords første officielle generalforsamling, som grundet Corona blev afholdt både ved fysisk fremmøde og ved deltagelse via Zoom.


Ad 1)
Bestyrelsen havde allerede ved udsendelse af indkaldelse foreslået Pernille Thrane, som dirigent og referent. Frederik forespurgte generalforsamlingen om der var andre, som ønskede at påtage sig hvervet, hvilket ikke var tilfældet.


Herefter takkede dirigenten for valget, og startede med formalia omkring hvorvidt generalforsamlingen kunne anses som lovlig indvarslet og beslutningsdygtig.
I henhold til vedtægternes § 7, stk. 3, skal der senest 6 uger inden generalforsamlingen ske annoncering af tidspunktet for generalforsamlingen. Dette var sket den 29. september og herefter skal der senest 2 uger inden generalforsamlingen udsendes officiel dagsorden. 

Indkaldelsen fra udsendt den 2. november 2020, og
derfor konstaterede dirigenten, at generalforsamlingen var lovlig indvarslet og beslutningsdygtig. Ingen havde på opfordring indsigelser hertil.


Dirigenten konkluderede ligeledes, at af foreningens i alt 242 medlemmer var 167 stemmeberettigelse, jf.
vedtægternes § 7, stk. 4. Af foreningens medlemmer var 27 fremmødt personligt og 23 fremmødt via Zoom.
Det samlede antal medlemmer på generalforsamlingen var derfor 50.
Ligeledes blev det præciseret, at referatet ville blive udarbejdet, som et beslutningsreferat.


Ad 2)
Formand Frederik Boll aflagde bestyrelsens beretning, som blev indledt med en fortælling om 20 personer i Niklas og Rebekkas garage og til de nye lokaler på Falkevej 20 med over 200 medlemmer.
Det blev ligeledes præciseret, at CrossNords motto om, at “Boxen er noget vi giver til hinanden” igennem det seneste år gang på gang har bevist, at det holder stik - og alle bidrager med det de kan og formår - og der findes ikke den kompetence, som ikke findes blandt medlemmerne.

Vi er nu ved at være en forening med et solidt grundlag og et sted at være på ubestemt tid, hvorfor det videre arbejde for bestyrelsen kommer til at handle om, hvor vi ønsker foreningen hen i fremtiden. Frederik oplyste, at bestyrelsen særligt arbejder på, at Hillerød Kommune vil anerkende os ift.  økonomiske støttemuligheder. De har anerkendt os som en folkeoplysende forening.

Herefter overtog Jonas Wallin ordet og gennemgik den medlemsundersøgelse, som var udsendt til alle
medlemmer i slutningen af september. I alt 111 medlemmer havde deltaget i undersøgelsen - og det helt afgørende var, at langt overvægten af foreningens medlemmer er rigtig tilfredse med foreningen - og driften heraf.
Medlemsundersøgelsen vil blive anvendt i bestyrelsens videre arbejde.


Ad 3)
Formand Frederik Boll gennemgik herefter foreningens perioderegnskab for 1. oktober 2019 - 30. september 2020. Det blev præciseret, at der var tale om et perioderegnskab, da det ved foreningens stiftelse blev besluttet, at 1. årsregnskab løber i perioden 1. oktober 2019 - 31. december 2020. Derfor vil
regnskabet officielt skulle godkendes på næste ordinære generalforsamling for den fulde periode.
Perioderegnskabet viser, at der har været medlemsindtægter for i alt kr. 183.149 og et lille overskud fra salg af tøj. Det har været faste omkostninger i form af husleje til Streetlab, forsikringer, arbejdesweekender mv. for kr. 37.922 og derfor et “overskud” på kr. 139.212.
Foreningen har modtaget sponsorater for i alt kr. 141.230 og har selv købt udstyr for kr. 40.781, hvilket afskrives over 5 år, og derfor indgår som et aktiv med kr. 32.625. Herudover havde foreningen en likvid beholdning på kr. 105.876.
Størstedelen af dette beløb er dog nu gået til flytning i form af betaling af depositum og indretning af lokalet.
Dirigenten konstaterede efter gennemgangen, at ingen havde spørgsmål og at perioderegnskabet var enstemmigt godkendt. 


Ad 4)
Formand Frederik Boll gennemgik budgettet for perioden 1. november 2020 - 31. december 2021.
Forespurgt hvorfor oktober ikke var omfattet af hverken budget eller perioderegnskabet, som var aflagt var frem til 30. september 2020, oplyste Frederik, at der havde været store ekstraordinære udgifter til flytningen i oktober, hvorfor denne måned var udeladt, men naturligvis ville indgå, når regnskabet skulle endeligt aflægges.
Det blev præciseret, at det var et budget efter bedste forsøg, da bestyrelsen ikke ved, hvad de reelle udgifter til det nye lejemål endeligt bliver. Huslejen er hvad den er, men udgifterne til vand, strøm og varme er stadig ukendte.
Budgettet er aflagt ud fra et medlemstal på 220.
Ligeledes er budgettet fastsat med fastholdelse af det nuværende kontingent.
Der er ud over faste udgifter afsat ca. kr. 100.00 i alt til materialer og udstyr.
Der blev spurgt ind til bestyrelsen forventning om konsolidering af egenkapitalen, og der forventes at tage et stykke tid og afhænger af mange faktorer.


Niklas Frøkjær fik herefter ordet og ville sige lidt omkring fremtidig indkøb af udstyr. Indledningsvis blev oplyst, at der primært blev prioriteret bare mere af det hele, så der er udstyr nok til alle på de store hold.
Covid-19 har dog særlig stor indflydelse på fitnessudstyr generelt, hvilket betyder, at der ikke kommer ret meget fra Kina og USA eksporterer ikke pt. Derfor er det yderst begrænset hvad der kan købes i hele 2021.
Niklas har dog god dialog med en del leverandører og holder øjne og ører åbne. Bestyrelsen vil gerne overveje at udarbejde en prioriteret liste, så også medlemmerne kan holde øjne og ører åbne, hvis der
skulle blive behov herfor.
Herefter tog Pernille Thrane ordet og forelagde på eget initiativ forslag om at medtage godtgørelse til foreningens 7 bestyrelsesmedlemmer med det skadefrie beløb pr. år på kr. 3.850 pr. mand i det kommende budget. Dette vil svare til en udgift på kr. 26.950 kr. årligt.
Flere af foreningens medlemmer fremkom med deres besyv, hvor bl.a. blev udtrykt, at det skulle overvejes hvilket signal en sådan beslutning medførte - at der blev forskel på medlemmerne, når også andre ikke bestyrelsesmedlemmer bidrager. Ligeledes blev det anerkendt, at der er et ansvar, som et bestyrelsesmedlem og en arbejdsbyrde, som utvivlsomt er større.
Konklusionen efter drøftelserne var, at der ikke på nuværende tidspunkt er grundlag for at budgetlægge denne post, men i stedet blev det tilkendegivet, at bestyrelsen klart skulle værdsættes på anden måde i årets løb.
Herudover var der spørgsmål fra Zoom til hvorvidt der var forventning om, at de frivillige trænere kunne forbedres ved forenings betalte uddannelser/kurser. Dette besvarede dirigenten direkte med, at dette var et punkt, som bestyrelsen skulle håndtere ifm. deres videre arbejde med strategi og mål for undervisningen.
Herefter konkluderede dirigenten, at budgettet var enstemmigt godkendt.


Ad 5)
Der var ikke indkommet nogle forslag, hvorfor punktet udgik.

Ad 6)
Indledningsvis oplyste dirigenten, at sædvanligvis ville der skulle afstemmes om alle 4 ledige poster i bestyrelsen omfattende formand og 3 menige medlemmer. Dog var de kandidater, som ønskede at opstille spurgt om de ønskede at stille op til de poster, hvor de nuværende bestyrelsesmedlemmer modtager genvalg omfattende formand Frederik Boll og Niklas Frøkjær. Ingen af kandidaterne ønskede at stille op til disse 2 poster. Derfor konkluderede dirigenten, at Frederik Boll var valgt som ny formand og Niklas Frøkjær valgt som nyt bestyrelsesmedlem - begge er valgt enstemmigt og for en 2-årig periode.
Herefter var der 5 kandidater til de 2 ledige bestyrelsesposter. Alle kandidater; Malou Handberg, Morten Lund, Per Knudsen, Jess Hedman og Malene Jensen fik herefter mulighed for at præsentere sig selv overfor generalforsamlingen.
Dirigenten forklarede afstemningen både for de fysisk fremmødte og for Zoom-deltagerne. Ligeledes blev det præciseret, at begge tællinger ville blive kontrolleret. 
Efter afstemning og optælling konkluderede dirigenten, at de to nye bestyrelsesmedlemmer var Malou Handberg og Morten Lund - begge for en 2 årig periode.


Bestyrelsen består hefter af:

Formand Frederik Boll - på valg i 2022
Bestyrelsesmedlem Niklas Frøkjær - på valg i 2022
Bestyrelsesmedlem Malou Handberg - på valg i 2022
Bestyrelsesmedlem Morten Lund - på valg i 2022
Bestyrelsesmedlem Jonas Wallin - på valg i 2021
Bestyrelsesmedlem Rebekka Graatang - på valg i 2021
Kasserer Anede Vinding - på valg i 2021

Ad 7)
Bestyrelsen indstillede Marco Gall, som ekstern revisor - og han blev enstemmigt genvalgt.

Ad 8)
Under punktet eventuelt kan alt drøftes, men intet besluttes.


Der blev spurgt til muligheden for at selvtræne under de “ekstra” hold, som oprettes spontant i ugens løb. I udgangspunktet oprettes disse hold kun for 10 deltagere, hvorfor der stadig er plads til at selvtræne på “Hold 2” område under disse timer.


Et medlem spurgte om der var behov for rengøring fra medlemmerne nu der er blevet ansat 2 drenge til rengøring. Det blev oplyst, at I udgangspunktet vurderes det ikke som nødvendigt, men at alle opfordres til at efterlade Boxen bedre end den blev overtaget.

Der blev også spurgt ind til parkering. Det blev præciseret, at det KUN er tilladt at holde foran CrossNords egne facader. IKKE foran de øvrige lejeres lokaler. Særligt blev det præciseret, at der ikke må parkeres foran Dines Jørgensens lejemål (lejemål i samme bygning som os selv). De har behov for adgang til deres port med store lastbiler!!
Der må også i aften og weekend holdes på det flisebelagte areal ved Bravidas lokaler (helt oppe ved vejen).
Niklas vil ligeledes drøfte parkering igen med autoforhandleren, da vi ikke ønsker at være uvenner med dem, særligt ikke fordi de formentlig bliver vores nye udlejer.
Det blev dog præciseret, at det ikke får indflydelse for CrossNord, at ejendommen sælges. Vores lejekontrakt er stadig gyldig med samme indhold, som nu.


Dirigenten takkede for god ro og orden og afsluttede  generalforsamlingen kl. 21.07.

Hillerød den 22. november 2020
Som dirigent og referent

_________________________
Pernille Thrane